Amin Jensen

Amin Jensen

Komiker, entertainer. foredragsholder & konferencier

Amin Jensen kan bookes i flere former, så der altid kan findes en løsning, der passer til din type arrangement og budget:

· solo: 1 x 40 min stand-up, hvor Amin er alene på scenen med sin guitar og mundharmonika.

· m/pianist: Som ovenstående. Blot er Amin akkompagneret af en pianist, som giver sangene lidt mere fylde og liv.

· m/orkester: Dette er topmodellen, hvor Amin akkompagneres af sit 4 mands orkester. Kan engageres som 2 x 40 min.

· foredrag: Amin har forskellige foredrag.

Komikeren og entertaineren startede som taxichauffør / dørmand / massør / vinduespudser / gaffeltruckchauffør – og har den dag i dag udviklet sig til Danmarks største komiker!

Amin er entertainer, mere end han er stand-up komiker. For selvom han er et produkt af den danske stand-up genre, så har han formået at udvikle sig og benytter sig i dag af alle sine talenter, hvad enten det gælder som komiker, parodist eller som sanger.

Når Amin laver sine rammende parodier, sjove livs-betragtninger eller gennemhuller simple hverdags ting, får han det til at blive hylende morsomt. Amin går altid til grænsen, men aldrig over. Han går altid efter bolden og ikke efter manden.

Har man først oplevet Amin Jensen for fuld udblæsning med sin store stemme, mundharpen på tværs i det store gab og hans utrolige timing, kan man ikke gøre andet end overgive  sig. Amin er på en gang utrolig morsom og charmerende, hvad enten han kommer steppende hen over scenen eller giver den i al sin magt og vælde som parodist, så virker det altid utroligt elegant og det er netop det der kendetegner Amin Jensen.

Amin Jensen er gennem-musikalsk og spiller på mange instrumenter, nogle gange samtidig. Amin Jensen er også en af de få entertainere der selv skriver tekst og musik.

Tag ikke fejl af det skikkelige ydre, for under overfladen syder og bobler det med vanvittige indfald og oftest en meget hurtig replik direkte til publikum. Amin er utrolig populær og folkekær – det ses ikke mindst i anmeldelser og solgte billetter.

Alle kender “Hit Med Sangen”, hvor Amin på fornem vis udfyldte værtsrollen! Selv i genudsendelserne har programmet ligget nr. 1 på top 20 i seertal. – Dette er nok en af de eneste gange i TV-historien dét er sket…

Derudover kender vi også Amin fra hans shows: Hans første one man show; “150 kg over bæltestedet”, er fra 1999, og blev efterfulgt af “Stort” fra 2000. I 2003 udkom Amins 10-års-jubilæums-show; “Hit med Amin”, som er optaget under 40 udsolgte shows rundt om i landets teatre- og koncerthuse! I 2005 turnérede Amin med “Blæs På Dk” – og året efter – i efteråret 2006 – udkom Amins debutalbum (“It Feels Right”), som trods en forholdsvis hård medfart i pressen, alligevel gik rent ind hos publikum, og dermed for nylig har indbragt Amin en guldplade for salget af 25.000 eksemplarer!

Når Peter Langdals opsætning af den nye Olsen Banden Musical har premiere i Tivolis Koncertsal d. 8. februar 2008, vil man kunne opleve Amin Jensen i rollen som Keld…

Amin Jensen kan engageres med pianist eller trio – og han er også velegnet som konferencier. Han kan engageres udelukkende som konferencier eller også samlet med en Stand-Up/entertainer afdeling.