Amin Jensen

Stand up show med Amin Jensen

Amin Jensen er ikke til at komme uden om. Ikke bare i kraft af sin størrelse, men også fordi han besidder en yderst veludviklet sans for humor, en sjælden sproglig begavelse og et usædvanligt musikalsk talent. Fra succesprogrammet ‘Hit med Sangen’ til shows som ‘150 kilo over Bæltestedet og ‘Stort’ har Amin bevist, at han er mere end bare almindeligt morsom. Amins succes skyldes ganske enkelt at han kan spille på flere strenge, og ambitionerne rækker videre end til det billige grin.

Selvom det er gået stærkt, er det ikke nogen tilfældighed, at Amin er blevet en af Danmarks mest anvendte komikere. Amin har gennem de sidste 10 år skabt og finpudset sin helt personlige stil ved et utal af private arrangementer, på et væld af spillesteder, caféer – på dyre restauranter såvel som lurvede beverdinger. Han har stort set prøvet det hele, og den legende lethed hvormed han i dag både mestrer den klassiske ’stand-up’ genre, konferencier-rollen, parodierne, den musikalske imitation, og i øvrigt fungerer som sin egen tekstforfatter er således resultatet af et stykke hårdt arbejde kombineret med et helt unikt talent.