
Tingleff på den jyske måde
Få kan levere så gennemarbejdet et show som Jacob Tingleff. Han er en af branchens absolutte sværvægtere, der i 2005 fejrede 10 års jubilæum som standupper – og efterhånden har fået status som en af Danmarks bedste tekstforfattere. Hans timing er suveræn, samtidig er han ifølge flere kvindelige fans og Tingleff selv – intelligent og charmerende. På den jyske måde – så man næsten ikke lægger mærke til det.
Fra Las Vegas til Hausgaard
Jacob har leveret manuskripter til så forskellige tv-programmer som ”Langt fra Las Vegas”, ”Gintbergs store aften – hver aften”, ”Er du skidt, skat?”, ”Ugen der Ga”, ”Get Ahead med Patrick Toftgaard”. Som stand-up-komiker medvirker Jacob på dvd’erne ”Farvelagte Frustrationer,” ”Den Ægte Vare”, FBI og UNICEFs store velgørenhedsshow ”Talegaver til børn – 10 års jubilæum” samt på den nyligt udsendte ”Tingleff BOX”, der har over 2 timers aldrig tidligere udgivet materiale. En udgivelse om hvilken pressen skrev: ”…Man kunne fristes til at kalde ham en ny ung udgave af Niels Hausgaard. Blot skarpere, uden guitaren og med langt bedre timing.”
De blinde kommer!
Et show med Jacob er et møde med et menneske, der tænker uden for rammerne. Hvem andre end Jacob kunne have fået ideen at invitere Dansk Blindesamfund på Comedy Zoo, med det primære formål at fokusere 100 % på sin verbale levering, under optagelserne af stand-up cd’en ”Det Sorte Album”? I 2006 var Jacob aktuel med det ærlige og selvironiske onemanshow “Pyt med skjorten”.
Bonus: Jacob har til børnebogen “Til dig fra os” skrevet historien “Ziggy”, der handler om en dreng, der kan lugte musik.