Benny Schumann (født 1945, barnebarn af den verdensberømte klovn Charlie Rivel) har i mange år optrådt rundt omkring i Danmark med en-mands artistforestillinger.
Benny Schumann blev oplært som hestedressør, rytter og multi-artist af sine forældre Albert og Pauline Schumann i Cirkus Schumann i Cirkusbygningen i København. I 1967 optrådte han med et jonglørnummer med tallerkener og glasskåle. Efter sæsonens afslutning forlod han familiens cirkus og turnerede de næste 10 år med sit jonglørnummer i Europa, USA , Canada og Afrika under kunstnernavnet Ric Benny.
I 1980 begyndte Benny Schumann og hans hustru Marianne at optræde i Danmark med et artist- og klovneshow. I 1984 havde Benny premiere på sit one-man show “Hej Clown”, hvor han optræder som jonglør, bugtaler, linedanser, tryllekunstner og klovn med gags og musik, han selv har skabt. I 2000 udvidede Benny Schumann programmet til også at omfatte et ponyshow og en ged – disse forestillinger præsenteres under navnet Cirkus Benny Schumann.
Ud over at optræde med sit one-man show blev Benny Schumann i 1996 kunstnerisk leder af Den Internationale klovnefestival, som siden er afholdt hvert år i august på Bakken nord for København.