Kasír er en trio som spiller irsk folkemusik, og egne kompositioner i samme stil.
Kasír består af:
Oisín Walsh, bodhrán
Rune Cygan Barslund, accordion og whistles
Aske Fuglsang Ruhe, guitar, mandolin og oktav-mandolin
Startede som duoen Barslund&Ruhe der blev dannet i august 2002, og siden starten har arbejdet målrettet og seriøst med deres musik. I foråret 2005 blev duoen udvidet med Oisín Walsh på bodhrán og skiftede navn til Kasír.
Kasír er slået godt igennem i Jylland og har allerede mange jobs bag sig der, men også i resten af landet har trioen spillet mange koncerter. Desuden begynder udlandet nu også at efterspørge den unge trio.
Tønder Festival, Odense Folk Festival, Godtfolk festival på Fanø, Folkstreaming.dk i Det Bruunske Pakhus, Venner Folk Festival i Tyskland, Jazzhus Dexter i Odense, Tinghallen i Viborg, Musikcaféen i Århus, Viborg Musiksal, Thisted Musikteater, Viborg Stadionhal, Viborg Teater, private fester og TV-Midtvest, er blot nogle af spillestederne.
Rune & Aske startede med at spille da de var 6 år gamle og modtager stadig undervisning. De stiler begge mod en professionel musik-karriere, Rune studerer på konservatoriets folkemusiklinie i Odense og har desuden gået 3 år på MGK i Viborg. Aske går på HF og regner senere med at søge ind på Det Rytmiske Musikkonservatorium.
Oisín har fået undervisning af den internationalt anerkendte bodhrán-spiller, Svend Kjeldsen siden han var 7 år gammel, og stiler ligesom Rune & Aske efter en karriere som professionel musiker.
Som duo blev Barslund&Ruhe i 2004 kåret som Årets amatørband i Viborg og i 2005 modtog de BG-Bank og Viborg Musikskoles talentpris.
Kasír har i oktober 2005 været i Presshouse Studio, England, for at indspille deres internationalt anmelderroste debut album, ”Reel Irish,” hos producer Mark Tucker. Han har bl.a. produceret for de verdenskendte grupper, Fairport Convention, Flook, Paperboys og Portishead.
Kasír var nomineret til Danish Music Awards – Folk 2007, som Årets Bedste Debut Album og Årets Bedste Artist – Traditionel.