Nis Boesdal

Nis Boesdal

I 1985 var Nis Boesdal med til at starte Østjyllands Radios børneprogram “Koks i Komakassen”. Siden blev han vært i “Go’Danmark”, “Giro 413”, “Musikalske eventyr”, “Hvem, hvad og hvor i Danmark”, “Danmarksmester”, “P4panelet” og “Formiddag på 4’eren”. I 2008 blev Nis Boesdal tv-vært i DR1-programmet “Formiddag med Nis Boesdal” – et program, der sendes alle hverdage fra 11.30 til 12.00.

Nis Boesdal foredrag:

· Med høtyv og hjerteblod
Historier fra det gamle Danmark.

De gode historier er fundamentet under vores kultur. Han fortæller om historiernes historie, deres oprindelse i Bibelen og de gamle eventyr og den skikkelse vi møder dem i i dag, uanset om vi fortæller, laver radio, går i biografen eller på biblioteket.

De kan virke nye og moderne, men hovedparten af de gode historier har dybe rødder og berører de fundamentale omstændigheder ved de menneskelige vilkår her på jorden.

Og så er de farvet, ikke bare af det land, hvor de fortælles, men også af den egn, der har taget dem til dig.

· Det poetiske køkken
En underholdende aften med plads til både latter og eftertanke – og om holdninger til madlavning.

Måltidets time – er den druknet i de moderne samtalekøkkener, hvor familien kun undtagelsesvist spiser på samme tid?

Må der være børn i et køkken, og hvor meget tid må man egentlig bruge på at være sammen omkring aftensmaden?

Provokerende debatoplæg med udgangspunkt i en Italiensrejse, hvor man har et helt anderledes forhold til måltidet.

· Storytelling og livskvalitet
Dette foredrag er primært henvendt til erhvervslivet, hvor behovet for at knytte en historie sammen med et produkt er stigende.

Hvad er det, historien kan, som indholdsdeklarationen og brugsanvisningen ikke kan?

Bliver vi lykkeligere og klogere af de gode historier, hvorfor elsker vi dem, hvor kommer de fra og hvordan får vi dem fortalt?

Hvilken rolle spiller medierne i den forbindelse?

· Klap hesten og nyd udsigten
Alting går hurtigt i et moderne vestligt samfund. Vi får flere og flere valgmuligheder, uanset om vi skal købe en sandwich, en kop kaffe eller en ny computer.

Men hvordan holder vi balancen mellem den kaotiske nutid og trygheden i den fortid, vi alligevel ikke ønsker os tilbage til?

· Den gode historie
Vi leder efter den gode historie overalt, når vi hører radio eller ser fjernsyn, går på biblioteket eller i boghandlen, opsøger videobuktikker eller handler i Netto.

Hvad skal der til for at en historie virkelig bliver god, hvordan er den bygget op, hvordan kan vi kende den i vrimlen af filmstjerner og reklamer – og hvordan fortæller vi den selv?

· Musikalske eventyr
Flere og flere kommer til at sætte pris på operamusik eller operettemusik. Men det er ikke altid lige nemt at få styr på, hvad det egentlig er, de synger om.

Kan det passe, at historien i “My fair lady” ligner den i “Pretty woman” og “Askepot”? Og hvordan lykkes det så for musikken at gøre den anderledes?

Nis Boesdal møder op med eget musikanlæg (cd’er) og spiller eksempler.

· Jul på landevejskroen
Nis Boesdal fortæller om julen og læser op af bl.a. ”Jul på Landevejskroen”, som netop er blevet genoptrykt.

Cleo læste den i radioen for snart 20 år siden.

En hyggelig aften med historier om forskellige måder at holde jul på.

· Julens vers og eventyr
“Vi glæder os i denne tid” – og det er der mange gode grunde til. Julen er højtid, men der er også meget at grine af og synge med på.

Nis Boesdal læser egne og andres værker, vers og julehistorier, trækker perspektiverne op og spiller noget af den musik (cd’er), vi ikke hører så tit.

En hyggeaften med plads til lange tanker.

· Bibelens gode historier
En aften der handler om bibelens gode historier og den måde, vi møder dem på i det moderne samfund.

Om de fundamentale vilkår for den menneskelige eksistens, som vi kender fra Bibelens historier og (måske?) genkender i biograferne, i radioen og i bøgerne.